Tak for denne gang!

Trods alle gode intentioner blev det ikke til mange indlæg på bloggen i denne omgang. Tiden er gået med undervisning, opgavevejledning og læsning. Ja, og så har der jo også skullet være tid til at komme lidt ud i de korte dage og nyde den kolde, klare luft. Solen står op ved nitiden og går ned igen ved halvfiretiden. Men takket være sneen er det lyst meget længere. Og udsigten mod nordlandet og Sermitsiaq er næsten allersmukkest i det lave morgenlys, hvor solen farver sneen rosa, eller hen på eftermiddagen, når skyggerne bliver blå. En enkelt gang har jeg været heldig at se nordlys. Ganske vist ikke af den spektakulære grønne slags, men en fin, hvid fane hen over hele himlen, der driver og bølger svagt, og kugler af lys, der falder mod horisonten. Smukt.

Men vinteren har også sine ulemper, som man skal vænne sig til. Som f.eks. at det er klogt at købe “pensionistjern”, gummisåler med pigge til at trække på støvlerne for ikke at falde – og så i øvrigt vænne sig til den særlige grønlandske, rullende gangart, hvor man undgår at slippe jorden mere end højst nødvendigt. Med de mængder af sne, der kommer i løbet af en sæson, sparer man lidt på gruset. Det skal jo fejes sammen igen til foråret. 

Billederne er fra en udflugt til Nuuks isfjord i oktober, til bræen på den anden side af Kapisillik; en tur på ca 80 km – hver vej! Der er noget lidt skræmmende ved at sidde i en lille turistbåd og høre og mærke isen støde mod skroget og tænke på de 90%, der er under overfladen. Og at opdage, at den sejlrende, som vi selv banede for en time siden, allerede er lukket til!

Vi lægger til i Qoornoq, en forladt bygd, der nu mest fungerer som fritidsområde for Nuuks beboere. Men kirken er stadig – lejlighedsvist – i brug. Fra Qoornoq kan man se ud over fjorden og det vældige, øde land til alle sider. Her fylder mennesket ikke meget. Og så er det kun en brøkdel af verdens største ø. Grønland, jeg håber, vi ses igen!

Udgivet i Ikke kategoriseret | En kommentar

2. halvleg, bispebesøg og dronningevisit

Der har været lidt mere stille end ellers her på bloggen på det seneste. Jeg har været i Danmark i to uger i forbindelse med en  nordisk konference om professionsforskning. Og har i øvrigt været så heldig at dumpe ned i det skønneste efterårsvejr derhjemme, mens Nuuk lå hen i gråvejr, regn og blæst.

Nu er jeg så tilbage, og i mellemtiden er vinteren rykket lidt tættere på. Fjeldene er dækket af et tyndt lag sne, bobslæderne er fundet frem fra boligblokkenes kældre og pulterrum og står klar på altanerne, og mængden af isskosser i fjorden tager til dag for dag.

Jeg er – igen – blevet indkvarteret i tårnene på Tuapanguitt ved kolonihavnen. Jeg havde fået at vide, at jeg skulle bo sammen med en gæstelærer fra et af de andre institutter. Men da jeg ankom, viste det sig, at min bofælle havde fundet anden indkvartering, så indtil videre har jeg panoramaudsigten over fjorden for mig selv. Boligsituationen i byen taget i betragtning er det værd at glæde sig over, så længe det varer.

I kursets 2. halvleg skal vi fordybe os i præsters konkrete arbejdsopgaver. I den forbindelse havde vi tirsdag eftermiddag fået en aftale med biskoppen, Sofie Petersen, for at høre om  hendes forventninger til nye præster og synet på kirkens situation i dag. Den grønlandske kirke fik egen kirkelov i 2010, og arbejdet med at omsætte danske regler og materialer til grønlandske forhold er stadig i gang. En stor del af arbejdet med omsættelsesprocessen er sproglig. Først i 2000 fik Grønland sin egen samlede grønlandske bibeloversættelse, i 2005 kom ny alter- og ritualbog til, og i 2008 ny salmebog.

Til forskel fra Færøerne har man i Grønland valgt at lægge stor vægt på, at man tilhører rigsfællesskabets folkekirke. Det betyder, at selv om kirken lovgivnings- og finansieringsmæssigt hører under Grønlands Selvstyre, betragter den sig fortsat som et (selvstyrende) stift i den danske folkekirke. 95 % af befolkningen i Grønland er medlemmer af folkekirken. Ud af en normering på 26 er der lige nu 23 præster i kirken – i alt. Hertil kommer ca 70 kateketer, som kan udføre de fleste af præsternes funktioner: holde gudstjenester, dåb, begravelser og i særlige tilfælde også nadver – men dog ikke holde konfirmation og vielse. Efter lovens bogstav er de ordinerede præster kun forpligtede på at visitere bygderne tre gange om året, og i praksis er kateketernes rolle derfor meget vigtig.  

Mens vi sad i bispegården kom der fornemt besøg hos naboen: Dronningen, som er i Nuuk i forbindelse med indvielsen af den nye fælles Arktiske Kommando, havde valgt at aflægge domkirken et besøg. Så diskret, som det nu lader sig gøre, når man overalt er eskorteret af bevæbnede vagter. Kongehuset er populært i Grønland, og efter sigende det, der sikrer det fortsatte rigsfællesskab  – sammen med fodboldlandsholdet!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Som juleaften

Søndag morgen. Jeg har tænkt mig at gå til gudstjeneste i den nye Hans Egedes kirke. Men jeg har glemt at tage højde for vejret – og bussernes søndagskøreplan. Så da jeg kommer frem, er klokken allerede fem minutter over ti, og alle døre er låst. Der er tilsyneladende ikke gudstjeneste her i dag. Heldigvis er der ikke længere ned til domkirken end at jeg kan gå. Videre i rask trav. Domkirkens parkeringsplads er fuld af biler. På trappen står der tre unge kvinder i nationaldragter og ryger. Der skal være barnedåb. Våbenhuset er fuldt af snakkende, festklædte mennesker. Det lykkes mig at klemme mig ind i et hjørne, hvor jeg kan få alt mit overtrækstøj af.

Jeg åbner døren til kirken og ser, at den er helt fuld, bortset fra enkelte pladser på de nederste bænke.  Lidt stresset og opkogt af at have skyndt mig kanter jeg mig ind på en bænk med alt mit overtøj under armen og prøver at finde ud af, hvor langt vi er kommet i gudstjenesten. Der er levende lys overalt, på alteret, langs bagvæggen, i alle stolestaderne. Folk står op og synger noget, jeg tror er en salme, men som de tilsyneladende alle sammen kan udenad. De synger langsomt, melodisk og lavmælt – flerstemmigt.  Jeg er slet ikke forberedt på, hvor overvældende, det virker på mig. Jeg vil nynne med, men kan mærke, hvordan jeg får en klump i halsen, og hvordan tårerne stiger op i øjnene. Uvilkårligt tænker jeg: Det er som juleaften!

Mit første møde med den grønlandske gudstjeneste er en stærk oplevelse. Jeg mærker en højtid, en intensitet og en inderlighed, som ikke har noget med ordene at gøre, for jeg forstår intet af, hvad der bliver sagt. Det eneste, jeg kan genkende, er at præsten ind imellem siger Jesus Kristus. Og at der bliver bedt for Mary i kirkebønnen.

Udgivet i Ikke kategoriseret | En kommentar

De dødes haver

Kirkegårdene er lette at genkende med deres lange rækker af helt ens, hvide trækors. Ud over den lille gamle kirkegård bag domkirken (som ikke ser ud til at have været brugt siden Hans Egedes tid!), er der en lidt større bag herrnhuternes gamle missionsstation yderst på næsset, og en midt i byen ved Hans Egedes kirke og hovedgaden.   Og så er der den helt nye herude ved universitetet, som ligger med en fantastisk udsigt  over fjorden og mod Sermitsiaq på den anden side. Nogle af gravstederne er indrammet af et lavt stakit eller en krans af hvide sten. Enkelte af dem har også en gravsten, men de fleste bare et kors og et lille messingskilt med den dødes navn. De uendelige rækker af kors minder om, at når alt kommer til alt er vi alle lige.

De to billeder oven for er fra den gamle kirkegård ved Herrnhut, den gamle missionsstation som indtil for få år siden rummede Grønlands universitet. Billederne her er fra den nye kirkegård, til venstre op mod udgangen, og til højre med udsigt mod fjorden.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nye omgivelser

Jeg er flyttet. I torsdags gav bolig-foreningen besked til universitetet om, at Selvstyret, som står for den centrale indkvartering af gæstelærere, havde solgt min lejlighed. Og i fredags rykkede jeg så ind i nye omgivelser, en énmandslejlighed i Paarnat-området. Det er et nyere, tiltalende lejlighedsbyggeri med små tre-etages klyngehuse på en bakketop, som med deres farverigdom giver én fornem-melsen af at være i en grønlandsk bygd.

Min lejlighed ligger mod øst, i den gule klynge, hvilket desværre betyder, at jeg ikke kan se havet. Til gengæld har jeg fra min altan i soveværelset en fin udsigt op til uni-versitetet, som ligger i bekvem gåafstand herfra. Selve lejligheden er lidt slidt og lugter markant af røg – på trods af at den udleve-rede husorden indskærper rygeforbud og truer med alskens ulykker og retsforfølgelse i tilfælde af overtrædelse. Men fredag eftermiddag er der ikke så meget andet at gøre end at fylde alle disponible tallerkener med eddike og håbe, at det hjælper. I hvert fald vågner jeg op dagen efter til en gennemtrængende sur lugt af gærede økologiske æbler. Jeg må tale med pedellen om det efter weekenden.

Jeg har et paper til en konference i det nordiske professionsnetværk, der skal gøres færdigt, så lørdagen tilbringes ved pc’en på kontoret – selv om vejret mere indbyder til en udflugt ind i fjorden. Alt er stille, og kun ganske få mennesker er ude. Det var lønningsdag i går, har jeg fået at vide, så folk er sikkert kommet sent hjem. Fra købmanden for enden af vejen går der en sti væk fra vejen, hvor man kan skyde genvej over fjeldet. Jeg skrår ind over de flade, grå klipper og det tykke tørvelag – og tænker at jeg burde følge grønlændernes eksempel og benytte lejligheden til at plukke sortebær, som vokser alle vegne i store mængder lige nu. Man skal ikke langt væk fra vejen for at møde bærplukkere.

Selv en flok børnehavebørn har jeg set udstyret med plasticposer, som de målrettet arbejdede på at få fyldt. Opskrifter med sortebær modtages med tak!

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

The Dream Team

Så må det vist være tid til en præsentation af “mine” studerende: Charlotte, Kunuk, Marion og Magga-Rosa. Engagerede i faget, tænksomme, spørgelystne og ikke bange for at lukke op for deres tanker og overvejelser om måske en dag at skulle være præster i den grønlandske kirke  – og tålmodigt overbærende med alt det, som jeg ikke ved om Grønland….

(Læg også mærke til Bibelen, som blev fundet frem til anledningen under megen latter – når nu de ligefrem skulle præsenteres på min blog som teologistuderende!) 

Vi er sammen 8 timer om ugen, mandag og torsdag formiddag, for sammen at fordybe os i, hvad det vil sige at være præst i Grønland i dag. Indtil nu har vi mest talt om de tendenser, der er fælles for Grønland, Danmark og resten af den vestlige verden i dag; om samfundets sækularisering og et generelt tab af autoritet, som efter deres mening også har ramt det grønlandske samfund. På den måde er Nuuk en moderne storby, efter grønlandske forhold, som ikke er så forskellig fra en almindelig dansk provinsby. Men vi er også på jagt efter tegn på, om der findes en særlig grønlandsk præsteidentitet – og hvad den i så fald består i.

Det er biskoppens erklærede håb, at de teologiske bachelorer, der udklækkes fra Ilisimatusarfik bliver præster i den grønlandske kirke. Selv med traditionen for at gøre brug af kateketer som hjælpere er der alt for få præster til at dække Grønlands enorme areal, og det er vanskeligt at få uddannede teologer til stillingerne. Magga-Rosa, Charlotte, Marion og Kunuk er på vej. Måske. I hvert fald er de godt på vej til den eksamen, der giver adgang.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Min nye arbejdsplads

Ilisimatusarfik Kalaalit Nunaata Universitetia – Grønlands Universitet – ligger uden for selve Nuuk, med Sermitsiaq-fjeldet som imponerende kulisse og som nærmeste nabo til lufthavnen. På afstand kunne byggeriets arkitektur da også minde om en række forskudte hangarer. Det lyder ikke smukt, men det er det. Facaderne er beklædt med træ, som skifter farve og udtryk efter vejret, fra sølvgråt i solskin til næsten sort når det regner, som i dag.

Siden 2007 har teologi holdt til her på Illimarfik instituttet sammen med uddannelserne Sprog, litteratur og medier, Kultur- og samfunds-historie, Samfundsvidenskab, Journalistik og Socialrådgiver. Herudover huser instituttet Nationalarkivet, Grønlands Statistik, Sprog-sekretariatet og Nationalbiblioteket. Den grønlandske bacheloruddannelse i teologi har eksisteret siden 1997 og kvalificerer til at blive præst i den grønlandske kirke. Afdelingen har ca 10 fuldtidsstuderende og to fastansatte undervisere. Som gæstelærer har jeg fået tildelt kontor på en gang, hvor der er undervisere fra både teologi, historie og journalistik.  Der er to skriveborde, men indtil videre er jeg alene. Fra mit vindue har jeg udsigt til lufthavnen og flyene, der kommer og går.

Min opgave bliver at undervise 3. årgang i faget Systematisk-teologisk emne. Efter aftale med Aage, der er afdelingsleder, har jeg valgt at anlægge en mere praktisk-teologisk tilgang til kurset. Temaet bliver præstens embede og profession i det moderne samfund – med særligt henblik på Grønland i dag. Jeg er spændt på at møde de studerende og høre om deres tanker og forventninger. 

 

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Nuuk, september og strålende sol

Det lille røde Dash 7-propelfly fra Air Greenland stiger langsomt og støjende til vejrs fra Grønlands internationale lufthavn i Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord. Fra min vinduesplads kan jeg se ud over de lave, afrundede fjelde i grå, olivengrønne og gyldne farver. De højeste af dem har allerede et hvidt pudder af sne på toppen. I det fjerne breder indlandsisen sig som en vældig, hvid flade. Undervejs krydser vi bræer fulde af revner og sprækker, som kradsemærker fra vældig isbjørnelab. Jeg er på vej til Nuuk for at undervise som gæstelærer på teologiuddannelsen ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, i efterårssemestret. Og føler mig heldig!

Aage Rydstrøm-Poulsen, der er afdelings-leder på teologi, tager imod mig og kører mig til universitetet, som er nærmeste nabo til lufthavnen. Jeg bliver vist rundt i huset og installeret på mit kontor. Herefter kører han mig ned i byen for at vise, hvor jeg skal bo – en lejlighed på 6. sal tæt på den gamle kolonihavn og domkirken. Fra min altan kan jeg se ud over næsset og havet. Betagende!

Der er god tid til at se sig om og gøre sig bekendt med byen. Aage har allerede vist mig nogle af de vigtigste steder at kende – Brugsen, det nye Nuuk Center, kulturhuset, boligblokkene. Jeg beslutter mig for at Brugsen må være et godt sted at starte. Dagligvarebutikker giver et godt indtryk af hverdagen, og jeg skal både have købt mad og opvaskemiddel. Der er moskusspegepølse og langtidsholdbar mælk i køledisken, men ellers ligner sortimentet det danske. Dåsetomater er der også; aftensmaden er reddet.

Jeg går en aftentur i omegnen, og hvad er mere nærliggende end at begynde hos Hans Egede, der skuer ud over næsset fra sin plads ved siden af domkirken? Min lejlighed er i den midterste af blokkene i baggrunden. Der er ikke mange parcelhuse i Nuuk. Til gengæld er der mange nye boligkomplekser, som huser byens ca 15.000 indbyggere. Frem til november er jeg en af dem.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Góða Ólavsøku!

Det er søndag morgen. Jeg er tidligere oppe end jeg plejer, for i dag skal jeg nå til Tórshavn for at være med til ólavsøkagudstjenesten i anledning af Færøernes nationaldag, Olajdagen den 29.  juli, sammen med alle mine kolleger. “Skal du marchere?” har folk nysgerrigt spurgt, da de hørte, at jeg skulle derind. Det varede lidt før jeg fandt ud af, at ”marchere” betyder at deltage i den berømte procession af politikere, embedsmænd og præster, som indleder dagens festligheder. Her knyttes kristendom og politik, det åndelige og det verdslige sammen på en måde, som er særlig for den færøske selvforståelse.

“Goða ólavsøku” – god olajfest – hilser man, da jeg møder op i lagtingshuset, hvor vi er indkaldt for at gøre klar til processionen. Præsterne møder i ornat. Politikerne og embedsmændene er i stiveste puds, dvs. nationaldragt. Alle får udleveret en plan med angivelse af placering i processionen og i kirken. Der opstår et øjebliks forvirring, da det viser sig, at de to “yngste” præster – jeg og præsten i Hvalba, som også er kommet til siden sidste år – mangler på listen. Det bliver dog hurtigt ordnet. Systemet er enkelt. Man placeres efter anciennitet. Forrest går biskoppen og lagmanden. Præsterne følger efter rang og tjenestealder, sådan at de sidste (ikke helt efter bibelske principper!) går sidst, kun efterfulgt af pastores emeriti, som lukker processionen.

Præcis kl 11 sætter processionen i gang fra Lagtingshuset ned mod domkirken. Folk – vist mest turister – har taget opstilling langs ruten sammen med kameramændene, der optager til fjernsynet. Nogle snakker muntert, men lavmælt, sammen. Stemningen er højtidelig og værdig. Vi når frem til kirken og bliver placeret på de traditionelle pladser, politikerne til højre i koret og præsterne til venstre, omkring prædikestolen. Orglet er i dagens anledning suppleret af både trompet og korsang. Gudstjenesten forrettes i princippet af senest tilkomne præst. Men der er kø. I år er man nået til præsten i Glyvrar, der blev ansat i 2007. Teksten til Ólavsøkudag er i år hentet fra Johannes 12 om hvedekornet og om efterfølgelse og han benytter anledningen til at tage spørgsmålet om homoseksuelle ægteskaber op, som også er blevet et varmt emne på Færøerne, og advare politikerne mod liberalisering på dette område med henvisning til kirkens gamle syn.  Nogle politikere nikker, næsten umærkeligt. Andre ser noget mere skeptiske ud. Men alle lytter opmærksomt og forenes til sidst i nationalhymnen, Tú alfagra land mítt, som afsynges stående.

Efter gudstjenesten går processionen tilbage til lagtingshuset. Et kor har taget opstilling på plænen og synger salmer og sange med nationalt islæt. Og så går det åndelige og det verdslige igen hver til sit: Lagtinget sættes, og lagmanden holder sin tale om landets tilstand, mens præster med ægtefæller går til buffet på hotel Hafnia, og lytter til en kort tale af biskoppen. For så, præster som politikere, at myldre ud i byen for at tage del i de almindelige festligheder, gå til udstillinger, lytte til koncerter, gå i tivoli med børnene, spise og drikke, deltage i fællessangen på Vaglið til midnat og den færøske dans i skuespilhuset og på plænen til langt ud på natten.

Ólavsøka er en folkefest. En anledning til at møde familie og gamle venner og måske få nye. Hele Tórshavn er vært. Kom ind, kom ind, spis, få dig endelig! Góða Ólavsøku!

Se transmission fra gudstjenesten og festlighederne her: (Gudstænasta í Dómkirkjuni)

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Grindaboð!

Thomas og jeg er i Tórshavn. For et par timer siden afleverede vi min mor i lufthavnen, og nu hvor vi er på vejen benytter vi lejligheden til en bytur. Vi skal lige til at beslutte os for et sted at spise frokost, da telefonen ringer. Det er Petra fra Hvannasund. Hun vil høre, om jeg har fået grindebud. En flok grindehvaler er set mellem Húsar og Kunoy. De er på vej sydpå, og man vil prøve at drive dem til Klaksvík og dræbe dem der. Der er ingen tid at spilde, hvis vi vil nå det. Der er godt en times kørsel fra Torshavn. Så vi gør som færingerne altid har gjort - slipper, hvad vi har i hænderne, for at være med, hvor det sker.

Vi kaster os ind i bilen og ræser nordpå. Der er ikke tid til frokost i byen, men vi giver os lige tid til at købe et par sandwiches, som kan fortæres undervejs. På vejen ringer jeg til bekendte i Klaksvík. De har prøvet at ringe til mig på min privattelefon, men den ligger hjemme på køkkenbordet.  Jo, bådene, der jager grinden, er allerede så tæt på, at man kan se dem. Det er gået stærkere, end man havde regnet med. Vi kører om kap med tiden. Da vi når til Klaksvík er det allerede overstået. Det første vi ser, da vi når ned til stranden midt i byen, er rækken af mænd, der har deltaget i fangsten. De står i kø foran politistationen for at komme ind og blive registreret, så de kan få del i “drabsparten” – den del af kødet, der tilfalder dem, der har dræbt hvalerne.  Den blodrøde farve i vandet og flokken af nysgerrige tilskuere viser vej til stranden, hvor grinden er blevet jaget op og slagtet. Turister og lokale står mellem hinanden. Turisterne kan kendes på kameraerne. Det er begyndt at regne, men det tager ingen notits af. 

Det er gået hurtigere end nogen havde forventet. Selve drabet tog kun omkring 5 minutter. Hvalerne slagtes med en slags springknive, som jages ind i rygmarven, så de dør på få sekunder. Det er en lille flok, kun 42 dyr. Både er allerede i fuld gang med at slæbe kroppene over til kajen på den anden side af havnen, hvor en kran er klar til at trække dem op. En gaffeltruck kører i rutefart og lægger hvalerne i en lang række på kajen.

Grindeformanden går fra hval til hval og skærer dem hurtigt og rutineret op, for at de dampende varme indvolde ikke skal fordærve kødet. Senere skal hvalerne mærkes op, og kødet fordeles efter de ældgamle retningslinjer. Sædvanligvis sker det strengt demokratisk så alle i bygden får lige del i byttet; en part pr. person alt efter fangstens størrelse. Men Klaksvík er stor, og det var kun en mindre del af den samlede flok på flere hundrede dyr, det lykkedes at få ind. Så denne gang går alt kødet til dem, der har gjort arbejdet.

Det var en af de dage, hvor vi ubetænksomt lod kameraet blive hjemme, så begivenheden må dokumenteres ved hjælp af en oldnordisk mobiltelefon. Men folkene fra den lokale presse var på pletten. Se billeder fra dagens drama her.

 

 

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar